Til salg er Clarignano-tårnet, et stykke af Umbriens ældste og mest ædle historie. Ejendommen, der stammer fra det 15. århundrede, dominerer bakkerne omkring Morcicchia-slottet mellem Montefalco og Giano dell’Umbria. Det er den sidste rest af et middelalderligt kompleks, der tilhørte den adelige Clarignano-familie, oprindeligt fra Montefalco, ejere af et slot, der sandsynligvis blev ødelagt i første halvdel af det 14. århundrede. I det forrige århundrede blev slottet betragtet som en del af Trevi-området, på trods af at det lå på grænsen til Morcicchia og Colle del Marchese, mellem Castel Ritaldi, Montefalco og Giano. Det menes, at slottet, som der ikke er spor af tilbage, engang lå nær den nuværende landsby Colle del Marchese på skråningerne af Monti Martani. Ved udgangen af ​​det 12. århundrede var det allerede ejet som et len ​​af ​​Clarignano-herrerne, kirkens vasaller, som i 1213 afstod det til Spoleto Kommune og valgte at underkaste sig bystyret. Clarignano-adelsmændene beholdt stadig besiddelsen af ​​slottet i 1341, da de fornyede deres underkastelse til Spoleto.

Stentårnet, der er genstand for salget, bygget mellem 1486 og 1491, blev bestilt af Spoleto Kommune af Rosso Matteo di Francesco Balsimelli, kendt under pseudonymet Rosso da Settignano, skaberen af ​​en af ​​vievandsbadene i Spoleto-katedralen, dateret 1461, og belægningen på sideskibene i Spoleto-katedralen.

Meget genbrugt materiale fra det halvt forfaldne slot blev brugt til at bygge tårnet, som er nævnt i det historiske kompendium over Sankt Fortunatus’ liv, dyder og mirakler, redigeret af Stefano Monticelli, sognepræst i Montefalco, og udgivet i 1829 af Tomassini-trykkeriet i Foligno:

Corcurione (et arkaisk navn for Montefalco, red.) forblev under Spoletos beskyttelse indtil omkring 1212 og ville være blevet der endnu længere, hvis en adelig borger af Clarignani-familien, ivrig efter at blive inkluderet i Spoletos adel, ikke havde forårsaget alvorlig kontrovers mellem sit hjemland og den nævnte by ved at afstå sit Clarignano-slot til sidstnævnte. Dette medførte, at Corcuriones ret til fri græsning og andre rettigheder blev anfægtet…

Følgende vidnesbyrd om den førnævnte købsaftale er tilgængelig, taget fra et manuskript dateret 20. marts 1213, som ordret siger:

Landrino, Filippo, Egigio og Ascarello, adelsmænd fra Clarignano, afstår deres rettigheder til slottet og tårnet på dette sted til den førnævnte kommune.

CLARIGNANO-FAMILIENS ÆDEL

Clarignano-familiens adel fra Montefalco er dokumenteret i forskellige historiske kilder. Igen fra Kompendiet om Sankt Fortunatos Liv lærer vi:

“Familien af ​​de såkaldte adelsmænd fra Clarignano var engang lige så iøjnefaldende. Denne familie ejede Clarignano-slottet, som ikke længere eksisterer i dag, beliggende mellem Montefalco og Giano nær Spoleto. I dag er der kun et tårn tilbage, som stadig bærer navnet Clarignano. Dette len, der blev doneret af Landrino Clarignani af Montefalco til byen Spoleto for at blive indlemmet i denne adel i 1212, var årsag til betydelig uro mellem den nævnte by og Montefalco om sidstnævntes krav på Jus Pascendi på den nævnte jord. Denne tvist varede mere end to århundreder og blev derefter mindeligt løst i 1490 gennem voldgiftsdommere på begge sider under Innocens VIII’s pontifikat af guvernøren i Spoleto, ærkebiskop Maurizio Cibo, pavens bror, og præsten Antonio De Alberici, ærkediakon af Orvieto, udpeget af kardinal Francesco.” Piccolomini af Siena.

Fra denne familie blev blandt andre en vis Angelo Troili, hærens general, født. Han blev kaldt af kejser Charles V af de adelige og tjente med ekstraordinær tapperhed under den førnævnte regerende kejser. Han fik senere titlen “Den Stærke og Oprigtige Mand”, ifølge Diploma of Privileges givet til ham. Om denne Angelo Troili er følgende lovprisning skrevet: “Angelus Francisci Troili de Nobilibus de Clarignanis, quae familia Clarignana suis temporibus magnae extimationis per obitum dicti Angeli. År 1565.”

LEGENDEN OM DEN GYLDNE GRIS

En kuriøs legende, der siden tidernes morgen er knyttet til Clarignano-tårnet, fortæller om en skat gemt indeni. En gammel mundtlig tradition hævder, at det var en gylden gris. Ejerne udførte grundig historisk research, hvilket førte til opdagelsen af ​​materiale, der vidner om byggeriet, specifikationerne og udførelsen, med en vis tilskrivning til den berømte arkitekt, der arbejdede på det indre af Spoleto-katedralen i anden halvdel af det 15. århundrede.

EJENDOMMEN TIL SALG

I 2007 gennemgik ejendommen omfattende renoveringer for at konsolidere dens hovedstrukturer, bevare dens oprindelige tilstand og sikre dens fortsatte stabilitet. Strukturen, der er cirka 20 meter høj med udvendige dimensioner på cirka 7,5 x 7,5 meter, er opdelt i tre sektioner, hver afbrudt af to tøndehvælvinger og et loft i varierende højder. Terrassen tilbyder en betagende udsigt over det umbriske landskab. Interiøret kan yderligere opdeles ved at installere loftsrum mellem etagerne, afhængigt af den tilsigtede anvendelse og design.

Ejendommen omfatter cirka 16 hektar jord. Der er 150 oliventræer, hvoraf 90% er Moraiolo, som producerer fremragende olie; 50 valnøddetræer af god kvalitet og størrelse; og cirka 600 næsten modne Douglas-grantræer. På cirka to hektar jord beplantet med grantræer er der tolv trøffelmarker, der producerer god kvalitet og mængde. Trøffelmarkerne er private og omhyggeligt overvåget.

HVORFOR KØBE DET

Enhver, der ejer Clarignano-tårnet, vil kunne gøre krav på ejerskabet af et monument af betydelig historisk og kunstnerisk værdi, understreget af værker af en stor kunstner, Rosso da Settignano, en mester i marmor og renæssancestilskulptur.

Tårnet, som i dag står alene i et uberørt landskab, er et unikt stykke historie og adel fra et Umbrien, der ikke længere eksisterer, men som alligevel fortsætter med at fascinere med sin atmosfære og magien fra svundne tider i et naturparadis frosset ned i middelalderen, hvor blikket fejer hen over endeløse udsigter, der nærer øjet og sjælen.